A. Baggrund.
Planændringen foretages i henhold til Inatsisartutlov nr. 17 af 17. november 2010 om planlægning og arealanvendelse.
Denne delområdeplan er tilvejebragt for at muliggøre etablering af et nyt stenbrud, der kan tages i brug, når det nuværende stenbrud ved Savinnut i den nordlige del af byen nedlægges.
B. Formål.
Der udlægges areal til tekniske formål, i form af åbent stenbrud og tilknyttede anlæg.
Det er planens formål, at muliggøre etablering af et stenbrud og at der inden for planens område kan etableres tilknyttede anlæg i form af knusnings- og sorteringsanlæg, samt betonværk og asfaltværk.
C. Detailområdet i dag
Området er beliggende nord for lufthavnen og adskilt fra lufthavnen med en fjeldryg, dog er der en slugt i fjeldet ned mod lufthavn. Detailområdet er afgrænset som illustreret nedenfor og som vist på bilag 1 og udgør i alt ca. 120.000 m2.
Landskabet er karakteriseret af to brede dalstrøg beliggende i kote ca. 25-33. Dalene grænser op til fjeldpartier, der når op i kote ca. 90. Mod vest er der flere slugter i fjeldet ud mod sarfat.
Delområdet er ubebygget og henligger i naturtilstand.
Arealerne i dalene anvendes til rekreative formål og der findes skiløjper og naturstier, som bl.a. giver adgang til et lille alpinanlæg med slalombakker nord for Maniitsoq by og som indgår i et net af langrendsløjper udenfor Maniitsoq by.
D. Indhold
Planen giver mulighed for, at der i området kan etableres åbent stenbrud med overflade sprængning.
Ved etablering af stenbrud kan der inden for området opstilles anlæg til forarbejdning af udsprængt materiale.
Med planen reserveres der areal til skiløjpe gennem området og der sikres vejforbindelse til områderne længere mod nord.
Anvendelse
Planen fastlægger områdets anvendelse til tekniske formål og åbner mulighed for, at området kan anvendes til stenbrud med knuse- og sorteringsanlæg, samt beton- og asfaltværk.
Der kan etableres anlæg til områdets tekniske forsyning.
Områdets disponering
Detailområdet er afgrænset som vist på kortbilag 1. Ny bebyggelse, opstilling af containere, samt etablering af anlæg mv. kan ske inden for de fastlagte byggeområder.
Bebyggelse
Inden for området kan der opføres ny bebyggelse i en etage med maks. kiphøjde på 8,5 m, dog kan anlæg til stenknusning og sortering, samt beton- og asfaltværk mv. gives en højde på 20 m.
Planen indeholder desuden bestemmelser for udformningen af bebyggelse, herunder omfang, placering og valg af materialer, samt skiltning og containeropstilling.
Veje, stier og parkering
Adgangen til detailområdet skal ske fra Ungusivik gennem delområde B12. Der er fastlagt nye interne veje, der sikrer trafikbetjeningen af de enkelte byggeområder.
Parkering skal ske i tilknytning til bebyggelse og anlæg inden for de enkelte byggeområder.
Der kan etableres skiløjpe gennem området. Løjpen skal følge den naturlige bevægelse i landskabet.
Friarealer
Områder, der ikke anvendes til bebyggelse, anlæg mv. skal henligge i naturtilstand.
Ubebyggede arealer indenfor delområdet, der på grund af stenbrydningen eller anden aktivitet er ødelagt, skal genetableres og føres tilbage til naturtilstand. Terrænet skal skånes mest muligt under byggemodningen og byggeriet, så den eksisterende rekreative kvalitet bevares.
Byggemodning
Såfremt der sker en kommunal byggemodning i forbindelse med arealtildeling skal byggemodningsudgifter fordeles blandt de fremtidige arealrettighedsindehavere efter byggeområdernes grundstørrelse.
Alternativt foretager bygherren selv en privat byggemodning.
Forsyning
Ny bebyggelse skal tilsluttes offentligt elforsyningsanlæg, vandforsyning og kloak, såfremt der er fremført og etableret mulighed herfor, og eventuelt varmeforsyning. I tilfælde, hvor det endnu ikke er muligt at tilslutte til offentlig kloak, kan der fra Kommunalbestyrelsens side stilles krav om etablering af tank til opsamling af gråt og sort spildevand, eller at der etableres anden spildevandsbehandling i henhold til de til enhver tid gældende miljøbestemmelser og regler for bortskaffelse af spildevand og latrin.
Der må ikke udledes spildevand til terræn eller ske anden udledning i delområdet eller til omgivende arealer.
E. Planens forhold til anden planlægning
Landsplanlægning
Planlægningen for detailområdet påvirker ikke direkte landsplanlægningen.
Planen er i overensstemmelse med Selvstyrets interesser i kommuneplanlægningen.
Qeqqata Kommuneplan 2012-24 og Kommuneplan 1993 - 2004 for Maniitsoq kommune
Planen er i overensstemmelse med de overordnede rammer i forslaget til kommuneplan 2012 - 2024, hvor 700-E8 er udlagt.
Planen er et tillæg til Kommuneplan 1993 - 2004 for den tidligere Maniitsoq Kommune. Med de nye overordnede bestemmelser er tillægget bragt i overensstemmelse hermed.
Klausulerede zoner
Området er beliggende inden for de klausulerede zoner omkring lufthaven. Omkring lufthavnen er der indlagt hindringsfri flader, dels i form af en horisontalflade og en koniskflade og dels i form af ind- og udflyvningsflader i banens forlængelse.
Detailområdet berøres af en vandret flade (horisontalfladen) i kote 72,0. Veje kan anlægges op til kote 66,0.
Området er beliggende inden for sikkerhedszonen omkring det nye sprængstofdepot i delområde E7. Der er fastlagt sikkerhedsafstande til bebyggelse på 222,5 m mod sider med fuld dækning og 445 m mod vest. Endvidere er der fastlagt sikkerhedsafstande til mindre befærdede veje og stier på 80 m.
Fortidsminder
Fortidsminder fra før 1900 er omfattet af Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.
Der skal i forbindelse med jordarbejde rettes henvendelse til Nationalmuseet, såfremt der dukker fortidsminder af nogen art frem under arbejdet og skal arbejdet standses i det omfang, det berører fortidsmindet.
F. Offentliggørelse
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 3 er til offentligdebat i perioden den 23. maj til d. 18. juli 2012.