Kulturarven her i kommunen omfatter efterladenskaberne fra de tillige inuitkulturer spredt i det åbne land og den bygningsmæssige kulturarv fra inuitkulturerne i forbindelse med byer og bygder, samt bevarede bygninger fra de danske handelsstationer og fiskeindustrier i byer og bygder.
De isfri landområder i Qeqqata Kommunia er meget store og rummer mange muligheder og er en meget vigtig ressource i den grønlandske kultur, hvor jagt, fiskeri og friluftsliv er og har været et meget vigtig grundlag for inuitternes overlevelse i det hårde klima der til tider kan være i Grønland.
Det er et mål for Qeqqata Kommunia at få indarbejdet området mellem Sisimiut og Kangerlussuaq/indlandsisen som et Unesco verdensarvsområde. Dels for at beskytte den vigtige og skrøbelige kulturarv og dels for at kunne sætte fokus på kulturarven og benytte den som et vigtigt turistmæssigt potentiale, og dermed sikre at historien bliver fortalt.
Det foreløbigt udpegede Unesco Verdensarvsområde indarbejdes i kommuneplanen, ligesom der indarbejdes forslag til adgangsveje/stier så det bliver muligt for turister at nå frem til de vigtigste bopladser og efterladenskaber.
Projektet er et RUS-projekt der forsøges løftet sammen med Nationalmuseet og Selvstyret.
Der er i mange byer og bygder bevaret enkelte tørvehuse fra den grønlandske bosætning helt op til 1940erne, men i endnu højere grad bevaret bygninger fra handelsstationerne, med bestyrerboliger, pakhuse, kirker og sygehuse, tilbage fra 1750’erne. Mange bygninger er i dag fredede.
Der indarbejdes i kommuneplanforslaget en oversigt over fredede bygninger.