Vedtægter og regulativer

Bådoplæg

Alle bådoplag skal overholde det til enhver tid gældende ”Regulativ for bådoplag i Qeqqata Kommunia. 

Oplag af både kan foregå: 

  1. I forbindelse med parcelhuse eller 
  2. På pladser udlagt til bådoplag. 

Områder til bådoplag er indtegnet på kortbilag. 

Bådoplag kræver med få undtagelser arealtildeling. Se ”Regulativ for bådoplag” Der meddeles alene tidsbegrænset areatildeling til bådoplag. 

Containere.

Opstilling af containere skal overholde det til enhver tid gældende ”Regulativ for opstilling af containere i Qeqqata Kommunia. 

Byområder

Der er i byområderne udpeget containerområder hvor private og firmaer kan leje en containerplads til en lukket container. 

Herudover er der udpeget områder til placering af affaldscontainere i byområderne.  

Opstilling af containere udenfor de markerede områder kan foregå i følgende tilfælde: 

  1. I forbindelse med byggepladser til nyopførelse, samt om- og tilbygninger til byggeri i byggeperioden. Containere skal senest fjernes i forbindelse med meddelelse af ibrugtagningstilladelse. 
  2. I forbindelse med flytning i maksimalt 4 uger. 
  3. I erhvervsområder kan en virksomhed på egne oplagsarealer opstille op til 6 stk. 20 fods containere, når containerne males i samme farve som virksomhedens bygninger. 

Ønskes containere anvendt som skure o.lign i forbindelse med åben-lav boligbebyggelse i centerområder o.lign kan dette kun ske ved at containerne håndteres som et udhusbyggeri og etableres med tag af tagpap og beklædes med træ og males i overensstemmelse med hovedbebyggelsens farver. 

Oplæg af trawl og fiskeredskaber kan ske på anviste pladser.   

Der meddeles alene tisdbegrænset arealtildeling til opstilling af containere der ikke opstilles som bygninger i henhold til bygningsreglementet. Ligesom der alene meddeles midlertidig tilladelse til oplæg af trawl og fiskeredskaber

Skure og udhuse i forbindelse med åben-lav boligbebyggelse 

Der kan i åben lav boligbebyggelse under forudsætning af, at der kan skabes en hensigtsmæssig placering i forbindelse med boligen meddeles tilladelse til etablering af garage på op til 50 kvm et skur på op til 12,5 kvm. pr. enfamiliehus. Dette kan kun ske såfremt terræn, brandafstende og udsigtsforhold for naboer tillader det.

Katte- og hundehold

De i ”Vedtægt for katte og hundehold i Qeqqata Kommunia” gældende bestemmelser skal til enhver tid overholdes. 

I kommuneplanen er udlagt områder til hundehold på øer ved Sisimiut og Sarfanguit og i forskellige områder i den bymæssige bebyggelse.

Tekniske anlæg

Ved udarbejdelse af detaljerede bestemmelser skal det sikres, at ny bebyggelse tilsluttes offentligt elforsyningsanlæg, vandforsyning og kloak, såfremt der er fremført og etableret mulighed herfor. 

I tilfælde, hvor det endnu ikke er muligt at tilslutte til offentlig kloak, kan der fra Kommunalbestyrelsens side stilles krav om etablering af tank til opsamling af gråt og sort spildevand eller at der etableres anden spildevandsbehandling i henhold til de til enhver tid gældende miljøbestemmelser og regler for bortskaffelse af spildevand og latrin. 

Overfladevand, herunder tagvand, må ikke ledes til offentlig kloak, men skal bortledes således, at der ikke opstår gener for omkringliggende bebyggelse, veje, stier og ubebyggede arealer. 

Vand-, el- og kloakledninger, TV-kabler og lignende skal føres under terræn, hvor det er muligt. 

Hvor ikke særlige forhold taler for andet, må arealet over ledningsanlæg ikke bebygges eller befæstes.  

Tekniske anlæg i forbindelse med hytter i det åbne land 

Fast affald skal ved ejerens foranstaltning enten forbrændes eller tages med. Afbrændingen skal foretages på en sådan måde, at den ikke indebærer risiko for omkringliggende bygninger eller natur eller er til gene for andre. 

Til natrenovation kan anvendes toiletspande, hvor indholdet tømmes direkte i havet, komposteres eller bortledes, så der ikke sker skade på miljøet. 

For eksisterende huse, der er forsynet med kloset, skal ejeren bortskaffe spildevandet på en sådan måde, at det ikke er til gene for andre eller det omgivende miljø. 

Anvendelsen af generatorer skal ske på en sådan måde, at det er til mindst mulig gene for det andre. Der opfordres til at anvende solceller og alternativ energi i hytteområderne.